Viva Energi A/S indgår partnerskab med Bravida
Vi har indgået et partnerskab med Bravida, som ønsker at udvide aktiviteterne indenfor klimavenlige energiløsninger.
Partnerskabet udmønter sig i at Bravida overtager 60% af aktierne i Viva Energi A/S, men ellers fortsætter driften af selskabet som normalt, og ledelsen og medarbejderne forbliver de samme.
"Der er mange nye synergier og muligheder ved at blive en del af Bravida. Det er positivt for Viva Energi, vores medarbejdere og vores kunder.", siger direktør Lars Bjerg.
Pressemeddelelse 28 DEC 2021
Viva Energi importerer, udvikler, distribuerer og monterer solcelleanlæg til både private og erhverv. Virksomheden er landsdækkende med base i Tilst og en af de mest innovative og rentable leverandører i dette segment.
Johnny Hey, administrerende direktør for Bravida i Danmark, forklarer baggrunden for opkøbet, som er Bravida Danmarks første i solenergibranchen:
- Købet af Viva Energi er en del af en langsigtet investering og en udvikling af vores kundetilbud, der bl.a. indbefatter totalløsning til opladning af elbiler og vores GreenHub-koncept. Vi ønsker at være førende i branchen inden for bæredygtighed, og klimasmarte løsninger vil være en voksende del af vores forretning i fremtiden.
Siden starten i 2009 er Viva Energi blevet en af landets mest erfarne leverandører af solcelleanlæg og beskæftiger i dag 13 medarbejdere. Lars Bjerg, der var med til at stifte virksomheden, ser mange fordele ved at blive en del af Bravida:
- Vi ønsker at udvikle os hele tiden, så vi kan tilbyde kunderne de bedste løsninger. Bravida har samme fokus på innovation og vækst, og nu får vi både ressourcerne og en ny markedsadgang. Der er mange nye synergier og muligheder ved at blive en del af Bravida. Det er positivt for Viva Energi, vores medarbejdere og vores kunder.
Aktierne overdrages til Bravida Danmark A/S d. 2. januar 2022, hvilket i praksis betyder at virksomheden indtil videre fortsætter på uændrede vilkår under nuværende navn. Medarbejderne hos Viva Energi A/S vil fortsætte med at servicere deres nuværende kunder.
Bravida overtager i første omgang 60 procent af aktierne og erhverver yderligere 40% i 2025.
Billede fra venstre: Johnny Hey (Bravida), Lars Bjerg (Viva Energi) og Poul Hauge (Viva Energi)